Forureningskilder kan f.eks. være
- Den kemiske sammensætning af malmen, der brydes
- Restprodukter fra produktionen, som gråbjerg, tailings og proceskemikalier
- Støv- og andre luftbårne partikler fra produktionen
Se nedenstående illustration for de forskellige miljøpåvirkninger en mine giver anledning til. Figuren er fra Miljø og Råstoffer i Grønland, Miljøbiblioteket nr. 5 (2018)
Ud over projektrelaterede undersøgelser, identificerer projektbeskrivelsen typisk også undersøgelser, der skal afdække de lokale miljø- og naturforhold (flora og fauna), som kan påvirkes af projektet. Herudover skal selskaber også vurdere deres klimaaftryk.
Projektbeskrivelsen og kommissoriet skal i digital forhøring i 35 dage på Naalakkersuisuts hjemmeside. Når denne er slut, skal mineselskabet forholdet sig til de indkomne høringssvar, samt Miljøstyrelsens generelle vurdering af materialet. Dette danner grundlag for den videre proces, hvor selskabet skal undersøge de identificerede emner i dybden, og indarbejde disse i en VVM-redegørelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet).
Selskabet skal i VVM’en beskrive, hvordan de vil tilrettelægge deres mineprojekt, herunder de forventede miljøpåvirkninger. Selskabet skal som led i VVM’en beskrive, hvordan de vil begrænse potentielle miljøpåvirkninger ved anvendelsen af miljøvenlig teknologi, bedste praksis og afbødende foranstaltninger, som foreskrevet i loven om mineralaktiviteter. De afbødende foranstaltninger indarbejdes som vilkårsbestemmelser (miljøkrav) i den efterfølgende aktivitetsgodkendelse (til etablering og drift). I VVM’en skal selskabet forholde sig til i hele projektets livscyklus, og derfor også beskrive, hvordan projektet en dag skal afvikles og nedlukkes. Både under minedriften og efter nedlukning overvåges projektets påvirkninger af miljøet, og dette skal beskrives i et miljøovervågningsprogram. VVM’en bruges derfor som grundlag for formulering af vilkårsbestemmelser, som selskabet skal efterleve for at modvirke potentielle miljøpåvirkninger.
En VVM-redegørelse er ofte et meget omfangsrigt dokument, som er under udarbejdelse i flere år, hvor mineselskabet er i løbende dialog med Miljøstyrelsen. Dette er nødvendigt, for at materialet oplyser tilstrækkeligt, når det skal i offentlig høring.
Læs mere om offentlig høring her.
Naalakkersuisut har vedtaget detaljerede retningslinjer for VVM-processen, herunder bl.a. krav til baggrundsrapporter, sprogversionering og udarbejdelse af ikke-tekniske resumé, for at sikre offentlighedens deltagelse i høringen bedst muligt. Du kan læse VVM-retningslinjerne her.
Som led i en fyldestgørende VVM-redegørelse, vil der oftest indgå en række geokemiske undersøgelser af projektets forureningskilder, som er beskrevet ovenfor. Det er af særlig væsentlighed, at disse undersøgelser er så grundige og retvisende som muligt, når de skal indgå i VVM-redegørelsens vurderinger. DCE og GN har udarbejdet anbefalinger til fastlæggelse af geokemisk testarbejde op til og i forbindelse med udarbejdelse af en VVM-redegørelse. De geokemiske guidelines kan ses her og anvendes af Miljøstyrelsens i vurdering af de geokemiske undersøgelser og deres tilstrækkelighed
For yderligere viden om VVM-processen, henvises til nedenstående video.
Fodnoter til videoen:
- Bestemmelserne i §87 fra Råstofloven, er nu omfattet af §106 og §107 i loven om mineralaktiviteter.